- 10-08-2008 19:48 | 368 visninger | 0 kommentarer

At være tolerant kan føre til at man bliver såret, og trådt på.

Jeg har en veninde som jeg elsker ubeskriveligt højt.
Vi har kendt hinanden siden første klasse.
Jeg boede i Sverige i syv år. Fra jeg var tre år, til jeg var ti.
Siden jeg er flyttet tilbage til Danmark, er hun den eneste jeg har holdt kontakten til.
Jeg tager til Sverige næsten hver weekend for at være sammen med hende.

Anyway, for en måned siden tog hun med på ferie i jylland med mig og min familie. Det var rigtig hyggeligt, og vi havde det rigtig sjovt.
Efter den uge vi tilbragte i jylland, tog jeg med tilbage til Sverige, for at tage med hende og hendes familie på ferie en uge.
Det var sjovt og der var næsten ingen problemer.

Et par dage efter vi var kommet hjem, havde jeg lyst til at være sammen med hende, så jeg ringede til hende, og vi aftalte at hun skulle komme en time senere.
Da hun før har brændt mig af spurgte jeg om hun nu var sikker på at hun ville komme.
Det lovede hun.
30 minutter efter at hun skulle have været hjemme hos mig, ringede jeg til hende og spurgte hvor hun blev af.
Så kom hun med en lame undskyldning om at hendes søster havde lånt hendes knallert, så hun kunne ikke komme hjem til mig, og hendes mor var kørt hjem, så hun kunne ikke køre hende. Jeg tilbød hende at vi kunne hente hende.
... Så sagde hun at hun rent faktisk ikke rigtig havde lyst til at være sammen.
jeg blev irriteret, og spurgte om hun ikke bare kunne have sagt det fra starten af.. før vi aftalte at være sammen.

det er mit største problem. jeg kan tolerere at folk ikke har lyst til at være sammen, selv hvis det er fordi de hellere vil noget andet.
- men for fanden, jeg vil bare ikke have at folk lyver.
hun kender mig. hun ved hvor tolerant jeg er.
det er dét der gør så ondt.

så undskyldte hun, og sagde at jeg skulle ringe dagen efter, så vi kunne være sammen.
jeg ringede. og jeg ringede. og jeg ringede. til hendes mobil, til hendes mor, til hendes far, til hendes søster.
mindst et par gange i timen.

nu, to uger efter, har jeg fået fat på hende.
hun bad mig ringe senere så vi kunne være sammen. hun skulle nemlig lige spise.
og jeg ringede selvfølgelig. hendes storesøster tog telefonen. hun fortalte at min veninde ikke lige kunne snakke. og forresten kunne hun heller ikke være sammen, for hun havde stuearrest.
yeah right.
jeg spørger mig selv:
- hvorfor kunne hun ikke selv fortælle mig det?
det ville ikke være første gang hun har løjet for mig.
hun er nok den der kender mig allerbedst. hvorfor kunne hun ikke bare være ærlig. det er jo dét jeg vil have at hun er.
og det er ikke noget hun skal gætte sig frem til. det er noget jeg har fortalt hende utallige gange før.


jeg tilgiver folk med det samme. og jeg har tilgivet denne pige så mange gange, at jeg ikke har tal på det.
nu er jeg træt. træt af at hun er ligeglad med mig. træt af at hun hele tiden træder på mig. træt af at jeg altid ender med at ligge og græde, fordi det jeg gør ikke er godt nok.
fordi jeg ikke er god nok.